Global og regional molekylær epidemiologi af HIV-1 i perioden 1990-2024: systematisk gennemgang, global undersøgelse og analyse af prævalens

Indledning

En nylig undersøgelse offentliggjort iThe Lancet Infektionssygdomme(2026) leverer den mest omfattende globale analyse af HIV-1 molekylær epidemiologi til dato, der integrerer systematiske gennemgangsdata og en verdensomspændende molekylær overvågningsundersøgelse.

Ved at kombinere tidligere tilgængelige datasæt (1990-2021) med nyligt indsamlede sekvensdata inkorporerede studiet mere end1,39 millioner HIV-1-genotypebestemmelsesregistre fra 154 lande indsamlet mellem 1990 og 2024Ved at bruge UNAIDS-estimerede antal mennesker, der lever med HIV, som vægtningsfaktorer, genererede forskerne globale og regionale kort, der beskrev den tidsmæssige og geografiske fordeling af HIV-1-subtyper, cirkulerende rekombinante former (CRF'er) og unikke rekombinante former (URF'er).

Resultaterne viser, at selvom det globale HIV-1-subtypelandskab har været relativt stabilt i de seneste to årtier, sker der betydelige regionale forskydninger, især drevet af den stigende diversitet og udvidelse af rekombinante former.

Studiebaggrund

Human immundefektvirus type 1 (HIV-1) udviser omfattende genetisk diversitet på grund af dens høje mutationsrate, rekombinationsevne og langsigtede transmissionsdynamik.

Denne genetiske variation har vigtige konsekvenser for:

• · molekylær overvågning,
• · evaluering af diagnostisk ydeevne,
• · overvågning af antiretroviral resistens,
• · og strategier for vaccineudvikling.

Undersøgelsen havde til formål at karakterisere de globale og regionale distributionsmønstre for HIV-1-subtyper og rekombinante former fra1990 til 2024, der leverer en opdateret molekylær epidemiologisk ramme for global HIV-forebyggelse og -kontrol.

Studiedesign og metoder

Forskerne udførte en systematisk gennemgang af PubMed-, Embase-, Global Health- og CINAHL-databaserne, der dækkede studier offentliggjort mellem 1. januar 2022 og 22. januar 2025.

Derudover blev data indsamlet gennem det globale HIV Molecular Epidemiology Collaboration-netværk.

Kvalificerede datasæt inkluderet:

• · Information om molekylær HIV-1-subtype,
• · klart definerede prøvetagningssteder,
• · afhentningsdatoer,
• · og tilstrækkeligt antal stikprøver.

Det endelige datasæt omfattede:

• · 1.395.222 HIV-1 genotypningsoptegnelser 
• · 154 lande 
• · seks epidemiologiske perioder:1990–1999, 2000–2004, 2005–2009, 2010–2014, 2015–2019, 2020–2024.

Den globale og regionale prævalens af HIV-1-genetiske former blev estimeret ved hjælp af UNAIDS-justerede vægtningsmetoder.

Global fordeling af HIV-1-subtyper: Subtype C forbliver dominerende

Under2020–2024, subtype C forblev den dominerende HIV-1-afstamning på verdensplan og tegnede sig for:

Samlet set tegnede rekombinante former (inklusive CRF'er og URF'er) sig for ca.22,4% af globale HIV-1-infektioner, hvilket fremhæver den stigende kompleksitet af HIV-1 genetisk diversitet.

Subtype C dominerer fortsat primært i:

• · Sydlige Afrika,
• · Sydasien,
• · og flere østafrikanske lande.

Fordi disse regioner udgør en stor andel af den globale HIV-byrde, påvirker dominansen af ​​subtype C det globale distributionsmønster stærkt.

Regionale forskelle: Forskellige evolutionære mønstre på tværs af kontinenter

Selvom den globale HIV-1-struktur synes relativt stabil, undergår regionale mønstre en betydelig forandring.

Sydlige Afrika og Sydasien: Vedvarende subtype C-dominans

Det sydlige Afrika og Sydasien er fortsat stærkt præget af subtype C-cirkulation.

I disse regioner med høj belastning repræsenterer subtype C det overvældende flertal af cirkulerende vira, hvilket gør den til den primære bidragyder til den globale prævalens af subtype C.

Undersøgelsen fremhæver dog også, at dækningen af ​​molekylær prøveudtagning i nogle regioner med høj belastning fortsat er begrænset, hvilket tyder på, at der er behov for yderligere overvågningsindsatser for bedre at indfange den lokale virusdiversitet.

Nordamerika og Latinamerika: Fortsat dominans af subtype B

Undertype B er fortsat den primære cirkulerende afstamning i:

• · Nordamerika,
• · Latinamerika.

Disse regioner udviser relativt stabile molekylære epidemiologiske mønstre sammenlignet med regioner, der gennemgår hurtigere subtypeovergange.

Vest- og Centraleuropa: Øget genetisk diversitet

Vest- og Centraleuropa oplever en gradvis overgang fra en overvejende subtype B-epidemi til et mere mangfoldigt viruslandskab.

Nøgletrends omfatter:

• · faldende andel af subtype B,
• · stigende bidrag fra rekombinante former,
• · voksende forekomst af ikke-B-slægter.

Disse ændringer indikerer, at HIV-1-molekylær diversitet bliver stadig vigtigere, selv i historisk subtype B-dominante regioner.

Østasien: Hurtig ekspansion af rekombinante former

Østasien viste et af de mest betydningsfulde epidemiologiske skift.

Undersøgelsen viste, at:

• · CRF07_BC steg betydeligt over tid,
• · subtype B faldt markant.

CRF07_BC steg fra ca.13,1 % i perioden 2000-2004 til 48,1 % i perioden 2020-2024, hvilket demonstrerer en væsentlig ændring i regional HIV-1 molekylær epidemiologi.

Denne transformation fremhæver vigtigheden af ​​kontinuerlig molekylær overvågning i regioner, hvor rekombinante former er ved at blive dominerende.

Rekombinante former: En voksende komponent af global HIV-1-diversitet

Andelen af ​​rekombinante former er steget globalt i de foregående årtier:

• · 2000-2004: cirka 20,8%
• · 2010–2014: cirka 24,2 %
• · 2020-2024: cirka 22,4 %

Selvom den globale andel faldt en smule i den seneste periode, fortsætter rekombinante former med at ekspandere i flere regioner, især:

• · Østasien,
• · Vest- og Centraleuropa.

Undersøgelsen antyder, at rekombinante former stadig kan undervurderes i nogle sammenhænge, ​​fordi mange overvågningsprogrammer hovedsageligt er afhængige af partielle genomiske regioner, som muligvis ikke fuldt ud identificerer komplekse rekombinationsmønstre.

Det vil derfor være vigtigt at styrke tilgangene til genomisk overvågning, især i regioner med høj HIV-smittebyrde og stigende viral diversitet.

Folkesundhed og kliniske implikationer

1. Diagnostiske systemer kræver kontinuerlig evaluering på tværs af subtyper

Øget genetisk diversitet hos HIV-1 understreger vigtigheden af ​​løbende evaluering af diagnostiske teknologier på tværs af forskellige virusbaggrunde.

Selvom nuværende platforme til HIV-diagnostik og virusmængdetestning har vist bred anvendelighed, er løbende validering mod nye subtyper og rekombinante former fortsat afgørende.

Fremtidig overvågning bør integrere:

• · molekylær epidemiologi,
• · overvågning af diagnostisk ydeevne,
• · og analyse af viral evolution.

2. Overvågning af lægemiddelresistens har brug for bredere genetisk dækning

Udbredelsen af ​​forskellige HIV-1-linjer kan påvirke fremkomsten, detektionen og fortolkningen af ​​resistensassocierede mutationer.

Nogle studier har antydet, at specifikke HIV-1-linjer, herunder A6/A1-relaterede varianter, kan være forbundet med en øget risiko for virologisk svigt under visse behandlingssammenhænge med langtidsvirkende cabotegravir/rilpivirin.

Imidlertid påvirkes resultaterne af resistens af flere faktorer, herunder:

• · baseline resistensmutationer,
• · behandlingshistorik,
• · overholdelse,
• · og viral genetisk baggrund.

Derfor er subtypebevidst resistensovervågning stadig vigtigere.

3. Vaccineudvikling skal tage højde for regional viral diversitet

Den omfattende genetiske diversitet af HIV-1 er fortsat en af ​​de største udfordringer for vaccineudvikling.

Den udviklende fordeling af undertyper og rekombinante former fremhæver behovet for vaccinestrategier, der tager højde for:

• · regionale cirkulerende stammer,
• · virale evolutionære tendenser,
• · og bredere immunforsvar.

En globalt ensartet tilgang tager muligvis ikke fuldt ud højde for diversiteten af ​​HIV-1, der cirkulerer på verdensplan.

Konklusion

Denne skelsættende globale analyse af HIV-1 molekylær epidemiologi viser, at det globale viruslandskab er præget af både kontinuitet og forandring.

Mens subtype C fortsat tegner sig for næsten halvdelen af ​​de globale HIV-1-infektioner, udvikler regionale molekylære mønstre sig hurtigt, hvor rekombinante former i stigende grad former epidemier i områder som Østasien og Europa.

Resultaterne understreger vigtigheden af ​​vedvarende molekylær overvågning, diagnostisk validering på tværs af subtyper og integrerede genomiske tilgange til at understøtte effektiv HIV-forebyggelse, behandlingsovervågning og fremtidig vaccineudvikling.

Reference

1. Global og regional molekylær epidemiologi af HIV-1 i perioden 1990-2024: systematisk gennemgang, global undersøgelse og analyse af prævalens. The Lancet Infektionssygdomme, 2026.